Lidt om VBII´s historie og vores ambitioner og fremtid for klubben VBII Billardklub som er underlagt Afdelingsbestyrelsen i bebyggelsen Vildtbanegård II, fik sit navn d. 7. december 1989, hvor daværende Formand Helmer Larsen startede klubben op sammen med sin kone Hanne. Klubben ligger i skønne omgivelser ovenpå den oprindelige varmecentral, og er omkranset af grønt område samt en lille sø, som flittigt bliver benyttet af ænder og svaner. I 1993 rådede man over 2 halvmatch og 2 hel matchborde, det var først i 1995 det 3. hel matchbord blev anskaffet. I 1993 blev der meldt hold til i SBBS, og året efter i SJBU, som i dag hedder DDBU. Det var en ting der gav genlyd i ”billardverdenen”. Kunne en lille flække som Ishøj virkelig have to klubber i den ”seriøse” Union, ja det kunne heldigvis lade sig gøre. Det fik den betydning for klubben at den blev helt åben. Fra starten i 1989 var det kun en klub for beboere, siden blev den åbnet så klubben optog medlemmer fra hele Ishøj og med engagement i SJBU – (DDBU). Siden har klubben udviklet sig sportsligt, så vi pynter pænt i DDBU. Klubben stiller op i hvert år i DDBU i div. turninger . Vi har indtil i dag vundet 8 DM og 13 SM.
I boligselskabernes turnering SBBS har vi i mange år deltaget i følgende divisioner 1. Division, 2. Division, 3. Division, 4. Division samt SBBS Liga i skomager.
Men selv om vi arbejder med sportslige mål og ambitioner om at have en flot klub, er det, der binder det hele sammen – det sociale liv. Klubben har en god økonomi, hvilket indebærer at vi har mulighed for at spille på 3 belgiske håndbyggede Verhoeven borde af allerhøjeste kvalitet.
Det er vores ønske og mål for beboerklubben, at den må vedblive at kunne fungere både som sportsklub & beboerklub med et godt omdømme, og som et hyggeligt sted at være for vores medlemmer der benytter klubben som et lille ”fristed”, hvor der hersker en afslappet stemning.